Lovises Livshistorie

Hvorfra stammer jeg

Min oldefader var en fin mand. Forelskede sig i sin tjenestepige og giftede sig med hende og derfor måtte han give afkald på sin rang og nøjes med at tage navn efter et af sine slotte. Oplysningen om hvad hed skal stå i Staum Aller Kirkebog cirka 1820 har min moder sagt. Det år er min bedstemoder født, men hendes moder døde i barselsseng. Barnet kom til at hedde Charlotte Lovise Olmütz. Nogen tid efter giftede faderen sig igen. Da lille Lotte var stor nok, sendte stiftmoderen hende ud at tjene og dermed var hun næsten glemt. Da hun var 20 år giftede hun sig med Tømrere Knud Bruhn fra Åbenrå. De fik mange børn. Hvordan de kom i rækkefølge ved jeg ikke. Jeg har kun kendt en af dem foruden min mor (født 1844) som var en af de ældste og derfor skulle hun som pige, de fleste andre var drenge, blev moder sat til at vugge da hun var 6 år kunne ikke stå på sine ben. De talte med en klog mand om hende. Han kunne ikke hjælpe sagde han. På vejen derfra talte han dog med bonden som spurgte; Er der slet ikke noget at gøre der kan hjælpe den lille pige. Jo hvis hun hver dag kan få en kande mælk lige varm som den kom fra koen, men det skal være fra den samme ko, men det har de jo ikke råd til. Der gik så et års tid kom den samme mand på egnen og tog ind og spurgte til hvordan har det barn jeg så til sidst. Jo det er hende der svarede bedstemoder. Hvordan er det gået til, hvad har de gjort ved hende. Ikke noget, hun har bare fået den mælk bonden hver dag sender herover, og så var han klar over det, nu var hun rask. Imidlertid var bedstemoders far død. Hun fik det først at vide 2 år efter. Han havde dog sagt til sin anden hustru. Du må ikke forfordele lille Lotte. Hun er jo også mit barn. Hvortil hun svarede, ak nej, der er jo så meget jeg knap ved hvordan vi kan dele det, men der er da rigeligt til os alle foruden mange penge var der en stor gård til hver, både børn og svigerbørn og de havde haft mange børn. Kun Lotte fik ingenting, så da bedste fik at vide hendes far var død tog hun hjem til sin stiftmoder. Ja, nu har vi delt det alt sammen, der er ingenting til dig, men du må få en ko af mine egne, mer kan jeg ikke give dig og den trak bedste af med. Hun tænkte som så. Hvad Knud havde vel bare drukket det hele op. Bedstefader var nemlig så slem til at drikke. Engang min bedstemoder havde lavet dejlig flæskeæggekage og kom ind med den til bedstefader. Alle børnene sad langs væggen og tænkte den får vi da noget af og de så der blev mindre og mindre og til sidst puttede han den sidste bid i munden. Så kunne børnene spise det tørre brød hvis de var sulten, men de var raske og det gled ned med mælk eller vand til.

Om sommeren blev de sendt langt ned syd på for at vogte kvæg allerede når de var en 7 – 8 år. Vistnok for en 5 – 6 Mark, men når amtmanden kom forbi i sommerens løb, vankede der en Mark til hvert barn, dreng og pigen, som kunne stå på hovedet og kunne godt blive en hel del, og hjemme fra var de gerne en 3 – 4 børn. Drengene gik i skole, men var fri om sommeren, men mor gik ikke i skole, der var ingen skoletvang og mor gik kun i skole den sommer hun gik til præst, og da hun slet ikke kunne læse, læste hendes brødre det over for hende aftenen før, så kunne hun det næste dag, og bare de kunne Fadervor, blev de dengang konfirmeret. Præsten så jo hun var meget dårligt klædt så præstekonen syede en gammel kjole om, så mor kunne have den på, på konfirmationsdagen. Engang mor gik hjem fra præsten var hun lige ved at sidde fast i sne, men kom da fri igen, men hun var jo kun en pige og det var jo mere når det gjaldt en dreng og hun kom sig og var med ude at vogte køer. Et år var der så en lille pige dræbt og pengene taget fra hende. Bedstemor var jo lidt bange for det skulle gå et af deres børn ligeledes og hun sagde så at moder skulle lade konen der hvor de havde vogtet køer sy alle pengene ind i mors vadmelskørt også brødrenes. På vejen hjem kom der en mand hen til hende og spurgte hvor har du været min bette pige. A har været ud og vogte kvæg. Så har du vel mange penge med hjem. Ok nej, dem har min far hentet for længe siden, sagde mor og så gik bossen sin vej. Sådan benævnede de nemlig en vandrende håndværksmand dengang. De fik lov at køre med en fragtmand og sidde under presenningen. Det var nemlig slemt regnvejr. Da de nåede Flensburg ville de ind og se til en faster de havde der, men hun jagede dem ud. Deres far havde været der dagen før og tænkte han aldrig så sine børn mere. De var nok slagen ihjel, mente han. Da de kom højere op i Slesvig og kom forbi en kro, kunne de høre bedstefader der skyndte de sig hjem til bedstemoder og lå i den sødeste søvn da han kom hjem. De havde været flere dage om at nå hjem fordi det havde været så dårligt vejr. Bedstefader havde en fremmed mand med hjem. Han kunne sove i børnenes seng (for dem ser vi såmænd aldrig mere, græd han) da ligger de der sagde bedstemoder. Mors brødre gik i skole, men en pige behøvede ikke at gå i skole. Mor gik kun i skole det halve år hun gik til præst. Hendes brødre læste lektierne en gang for hende, så kunne hun dem. Hun lærte sig selv at læse da hun var 36, ved at klippe bogstaverne ud i en avis og bagefter sætte dem sammen. Mor var vidst på hospitalet ellers havde hun næppe fået tid til det, men regning var mor enestående i, skønt hun aldrig havde lært det. Hun kom ud at tjene med det samme hun var konfirmeret.

Gode kræfter var der i de gamle Jyder. Bedstefader var den stærke Tømrer fra Markus Bekkers Tømmerplads i Åbenrå. En af mors brødre var den jydske smed no. 2 Moder var kommet på en Mølle og tjene. En dag skulle hun hente noget til svinene og gik ind på møllen og bad om det (du er jo så stærk du kan tage et par sække der, sagde en af svendene) og det gjorde mor. Hun tog en sæk hvede under hver arm og havde styrtet den ene i svinetønden inden svenden kom sig af forbavselse og han måtte selv betale den sagde mølleren. Så det sagde han ikke tiere. Bedstefader hentede de første år børnenes løn når de var kommet ud at tjene. Da mor var en 18 år hentede han endnu hendes løn, men så havde mor fået en ny plads og de bedstefader kom og forlangte lønnen sagde madmor, nej hun skal have træsko, garn til strømper og en kjole og skørt trænger hun også til, og jeg skal nok sørge for at det bliver hende der får det sagde madmor. Jamen jeg skal bruge pengene, sagde bedstefader. Så må de selv tjene nogen , sagde hun.

I 64 tjente mor et sted hvor der var tysk indkvartering. En af soldaterne ville kæreste med mor, men hun var forlovet. Ja, vil du ikke have mig så skyder jeg dig (skyd bare, det er bare en ærlig dansker du skyder) sagde mor og stillede sig op foran døren. En af hans kammerater rev ham væk og kuglen gik ind i døren over mors hoved, men soldaten blev fjernet. En anden gang var mor og datteren der hvor mor tjente ude og malke, de råbte de skulle standse. Det ville de ikke, så skød de efter dem, men de slap dog hjem uden at blive ramt.

Bedstefader var meget streng og særlig drengene fik tit klø af deres fars bukserem. Engang et par stykker stod og spillede Klink med deres far, siger den ene, der snød du far, hvad siger du dreng, vil du tage dine bukser ned, og han gjorde det. Men du snød alligevel, sagde drengen da han havde fået klø. Vil du tage dem ned igen, nej far, nu har du givet mig min sidste klø. Han var 20 år. Faderen blev rasende og begyndte at tage livtag med ham og satte ham ned så begge bukseknæ revnede, og dette tilgav bedstefader ham aldrig. Kort efter rejste onkel Christoffer, moders bror til England, år 1864 og kom derfra til Australien og kom i land et sted der var fuld af slanger. England sendte penge til hans kone og børn så de kunne leve til han havde tjent så meget at han kunne skrive efter dem og sende dem penge til rejsen. Først kom han et sted hvor der gravedes guld. En der arbejdede sammen med ham og onkel fandt så meget så de mente de havde nok til deres levetid. De blev enige om at rejse hjem. Til de skulle skiftes til at våge over guldet om natten. Onkel tog den første tørn, men da de ko m om morgenen var kammeraten dræbt og guldet borte. Så sagde onkel, nej når det gælder livet, så må dem som vil beholde guldet. Så kom han hen og fik et stykke jord, som han havde meget arbejde med og havde fået en del får og var rigtig godt i gang. Kone og børn var også kommet derover. Så en dag kom der en mand og ville købe det hele af onkel. Dels syntes han det gik så godt og dels syntes han at den anden mand skambød ham, så han sagde nej. Men onkel havde begået en fejl. Han havde købt jorden, men ingen vej ind til den. Så den anden mand købte al jorden uden om onkels, og så måtte han sælge sit for næsten ingenting. Han fik dog noget andet og blev i Australien til sin død, som engelsk statsborger (oplyst gennem C´s kones broder).

2 andre af mors brødre rejste til Amerika. Den ene kom hjem efter 32 års forløb og besøgte min moder, men døde da han havde været her et år. Den anden hørte vi ikke andet til end gennem ham der var hjemkommen. Min bedstefader var også en tur over Atlanten (ca. 10 år borte), men kom hjem og så til moder og døde på hospitalet i Griffenfeldsgade sidst i 48´erne. Han havde været ved Ryes Brigade ved udfaldet fra Fredericia, men overlevede de næsten 40 år, men de var jo alle slesvigere og derfor var de næsten tvungen til at udvandre. En af brødrene var der endda sat pris på. Tyskerne ville have ham, for han havde åbenlyst sunget (Dansken har sejret og tysken har skidt i lommen) en sang der var forbudt efter 64. Min far og mor var udvist fordi far havde været dansk landsoldat i 64. Det var nu ikke det bedste ægteskab. Mor måtte selv skaffe opholdet ved at arbejde hos bønderne, og i flere år i Kolding. Hun boede en tid på Tingsko hede. Der havde hun 4 mil til nærmeste nabo. Så kom hun til at bo hvor hun dog kunne få noget arbejde hos nogle bønder på vejen derhen. Hun gik og skulle havde det tredje barn. Da hun skulle igennem en by, sagde sognefogden hun skulle se at komme ud af byen, for hvis barnet blev født der kunne måske komme til at lægge byen til byrde senere hen. Så blev mor gal, for det var en af dem der havde arven, der tilkom min bedstemoder. Nu skal jeg sige dig en ting (hvis du og dine giver mig hvad der med rette tilkommer os, så behøver vi ikke at lægge nogen til byrde) hvad bilder du dig ind, hvem er du? Jeg siger kun min moder er Charlotte Lovise Olmütz) og så måtte hun gerne blive, men så skulle hun tie stille, men næste dag rejste mor derhen hvor hun vidste hun kunne få noget at bestille.

Senere kom hun til Kolding og der arbejdede hun på bryggeriet og om aftenen stod hun og vaskede for nogle af dem hun arbejdede sammen med. Så en dag hun stod og vaskede i køkkenet sad far med nogle kammerater inde i stuen og drak. Spiritussen var sluppen op. Så siger en af kammeraterne. Kællingen kan vel skaffe noget (var der nogen der sagde noget, sagde mor) Ja, du er vel ikke for køn. Mor tog ham og smed ham ud i gården. Er der flere så kom bare an, men nej, de luskede alle af. Mor mente det var nok når hun skaffede føden og klæder, men spiritus står der ikke på mine penge.

I 1881 kunne moder ikke holde det ud mere og rejste til Århus. Der havde hun en bror der var skræddermester og håbede han ville hjælpe hende hvis hun ikke kunne klare sig. Hun var dengang 6 måneder på vej med mig. Jeg var no. 6 , så det var jo lidt at skaffe mad og klæder til. Min ældste søster kom ud at tjene og no. 2 lille Signe måtte først hjælpe moder. Om vinteren tog de i hver sin side af vuggen og gik hen på Marcus Bekkers loft. Der var en dejlig kakkelovn og mine brødre, jo alle blev sat til at sortere klude, så de klarede sig godt, men der er jo altid søde sjæle til, og børnene måtte ikke hjælpe og skulle mor fyre hjemme, og lille Signe passe dem, så kunne mor ikke klare det. Så begyndte mor at gå ud og vaske, og lille Signe måtte også ud at tjene og særlig min yngste bror lavede mange knuder når han skulle gå i børnehaven Asylet. Var der et sted i Frederiksallé der løb varmt vand ud og selv midt om vinteren, tog Christoffer strømper og fodtøj af. Når så betjenten kom, sagde han, kan så se at komme hen på asylet. Ikke før du giver mig en 5 øre, og det kunne han ikke stå for. Han var gode venner med de fleste betjente. Der var nemlig en gang min anden bror havde fået en runtenom rugbrød med kartoffelmos på og Christoffer syntes der ikke var så meget på hans, og den måtte han ned og redde sig, og tog den på hovedet ned ad en lang trappe og knuste næsebenet på en sten nede i gården. Mor lagde kolde omslag på og blev ved med at skifte til lægen kom og det var det der reddede ham. Men 3 måneder skiftede han ansigt i alle regnbuens farver og da havde betjente grin med ham og bad ham tage den maske af. Det ved du godt jeg ikke kan, men du kan give mig en 5 øre, sagde Christoffer, og en gang fik han en krone af en anden dreng, for sådan en mad. Moder gik over til drengens mor med pengene. Det var kun rugbrød og kartoffelmos, behold de den bare. De trænger vist mere til den end vi gør. En gang havde drengene bundet mig til plankeværket, mens de slev gik til Olls Marker. Vi boede i Møllegade 4, som nu er revet ned. Der er bygget et stort flot hus, men næste dag syntes de jeg skulle med hen og have en karruseltur. En nabokone gik hen hvor mor arbejdede, og da jeg så mor stod jeg lige på hovedet ud af karrusellen. Det var inden jeg var 2 år. Den slags ting fandt mine brødre tit på. Moder gik mest ud og vaskede for folk i byen. Hun fik en krone om dagen og mange steder endda på egen kost. Mine 2 søstre som var de ældste kom ud at tjene. Den ældste fik en god plads og senere rejste de til København, og tog min søster med. Den næste lille Signe som var 2 år yngre fik vel også en god plads. Hun var så dygtig til at strikke. Hun strikkede fine gardiner og måtte sidde og strikke lige fra morgenen af. Så gjorde fruen og datteren rent, men det er bedre at røre sig og en skønne dag måtte de lægge hende på hospitalet. Men hun måtte da endelig gøre gardinerne færdige, så dem fik hun med på hospitalet, og hun nåede at få dem færdig inden hun døde. Min moder blev syg af at slide alt for meget og kunne en dag ikke stå op. En venlig nabokone hentede en læge til hende og han ordinerede at der skulle sendes mad til hende og børnene, for hun skulle opereres. Men det ville kommunen ikke gå med til , så de hentede min mor og vi børn. Min ældste bror var en 11 eller 12 år. Han blev sat ud på en herregård og tjene. Hvad mor havde af møbler og sengetøj blev smidt ind i en åben gård og min mor var naturligvis sat på tiggergården. Så en dag mor gik nede i gården så hun tobakspinder Nobel gå ind på kontoret. Ham havde hun vasket for mange gange. Hun passede ham op da han gik ud igen. Men hvad er du her for? Sagde han (de har smidt mig og børnene herind fordi jeg er syg, men jeg ber kun om at få lov til at vi får lov til at gå ud af den port) Nobel gik ind på kontoret og forlangte hun skulle have lov til at gå og tage de 3 mindste med sig. Det kunne der ikke være tale om, hun var alt for syg og en operation ville være alt for dyr, så hun kunne få lov til at gå her sålænge hun kunne, sagde de. Men så blev Nobel vred. Det er ikke den slags de skal smide herind. Det er en flink og stræbsom kone og hun går ud med mig. Ikke tal om, sagde de. Det skal jeg vise jer, sagde han så og slog i bordet for dem. Ja, det gik så vidt at han meldte sig ud af bestyrelsen, for sådan noget ville han ikke være med til, og vi fik lov at gå med ud til sidst. Jeg var dengang 2 år. Da moder var sluppet ud gik hun hen til en fuldmægtig Wel ved statsbanerne. Hans hustru, vidste mor, kunne ikke holde pige og hun var glad for at mor kom. Men næste dag de kom ud i køkkenet, lå mor og var besvimet. Så blev hun som deres pige indlagt på statbanernes sygekasse. Hun var dog så sløj så lægen turde ikke operere hende med det samme dag. Da hun havde været der i 10 dage sagde lægen, vi kan lige så godt gøre det nu, for hun dør alligevel under operationen. Dog der var krummer i de gamle jyder. Mor var dengang 36 år. Hun levede og blev næsten 81 år , men mens mor lå på hospitalet, blev vi 3 mindste børn sat ud. Den ældste var ni, den næste 6 og jeg var 4 år. Edward, ham på ni og jeg kom på samme sted og de fik plejepenge for os begge, og dog sendte de ham ud og tjene og det et sted hvor han blev pisket op om morgenen. Dog det lærte han snart at undgå når han hørte manden gå gennem bryggerset sprang min bror op og ud af sengen, og det både sommer og vinter. Det var bare at komme af vejen. Om dagen lærte han jo også at klare sig og så vidt muligt fjerne sig når det stod på tordenvejr. Han blev der i hvert fald til han blev konfirmeret. Så fik mor lov at få ham hjem. Renligheden var det så som så med. Da jeg som 7 årig skulle i skole, blev jeg skalklippet. Jeg havde en stor kage oven i hovedet af sår og lus. Nu da min broder blev konfirmeret, sagde mor om hun ikke måtte få mig hjem. Mor var nemlig rejst til København. Så var der en undersøger hjemme for at tale med min broder, og han siger så, din mor siger at i havde så mange lus. Nå, sagde min bror, det var ikke så slemt. Ja, men kunne du ikke nogenlunde sige mig hvordan. Åh, når jeg tog hånden i på brystet fik jeg da kun en 7-8 stykker. Det er godt min dreng. Så fik mor lov at få mig hjem. Dog kun fordi min søsters mand garanterede for at hvis mor ikke kunne klare det, skulle han nok hjælpe. Nå, når vi undtager renligheden havde jeg det ellers godt derovre. For alt hvad jeg gjorde var rigtigt. Jeg var slem til at true med at tage ind til Århus til moder. Så gemte jeg mig et eller andet sted til jeg kunne lugte de bagte pandekager. Så stod der kager og syltetøj og det var mange gange, kan jeg huske. Dog engang havde jeg boret mig ned i noget hø og sov til klokken 3 om natten, og de havde ledt efter mig. En anden gang sagde de, den dumme tøs kan ikke finde til Hornslet. Det skal jeg vise dem tænkte jeg, og mens de sov til middag tog jeg mit pæneste tøj på og gik til Hornslet. Der boede deres ældste datter og der var 2 jævnaldrende piger. Vi legede godt sammen og først ved 6 tiden vandrede jeg hjemad. Da gik de og stagede i en mose. Bare jeg dog ikke var gået i mosen. "å det var da godt do kom bette visse, der står pandekager og syltetøj derhjemme til dig" og alt hvad jeg gjorde var rigtigt. De havde mange andre plejebørn, men det var kun mig der var fejlfri i deres øjne. Engang var min plejemor rejst til København med mig. Vi skulle over og se til mor og der var en dukke jeg ville have. Jeg skabte mig, tudede og stampede og til sidst fik jeg den. Dagen efter vi var kommet hjem til Jylland gik jeg ud og slog dukken itu (det var da godt bette visse, nu skal i da ikke slås om den) og det var kun fordi en af de mindre plejebørn havde set på den og hvad der var mit kom ingen andre ved, så det var godt mor fik mig hjem, ellers var jeg blevet helt umulig. Skøn mor var kommen til at bo i Sabbatshvile, et alderdomshjem i Griffenfeltsgade 9 og 11. Mor havde der lejet et værelse og køkken. Mor var begyndt at gå ud og sy for folk, så skulle jeg selv passe skolen og så vandrede jeg rundt i hele huset på besøg og mor måtte gerne rundt og lede efter mig, når hun om aftenen kom hjem. Vi boede selv på 5 sal, men der var 4 opgange, så det har vist tit været drøjt, og jeg var snart oppe, snart nede, og blev alle steder forkælet. Der var ingen andre børn dengang end mig der i huset. Enkelte dag var mor jo også hjemme, så gik vi til møde om aftenen, men jeg sad gerne og sov. Dengang jeg kom herover kunne de ikke forstå mig. Jeg talte jo ravjysk. Så endskønt jeg havde gået over 2 år i skole i Jylland, så satte de mig til lære bogstaverne, men da jeg havde gået i Skt. Hansgades Skole i 2 måneder sprang jeg 2 klasser over, så godt havde jeg lært ovre i Jylland, men nu havde jeg tabt lysten til at lære mere. Men jeg lærte ikke ret meget mere i København end jeg havde lært i Jylland, men det kom af at nu havde jeg ingen lyst og moder gik jo stadig ud og sy, så der var ingen til at holde mig til lektierne, og jeg længtes efter landet. Så kom jeg på landet i sommerferien. Jeg kom til Krummerup Enghave, til nogle der hed Frederik Petersen, og det var de elskeligste mennesker der var til. Det virkelig troende mennesker og står for mig som et lysende eksempel på ren gudstro og gudshengivende. De havde nogle venner i Sandved, og jeg havde spurgt mor, hvis der er nogle der vil beholde mig, må jeg så blive på landet. Ja, hvis du hellere vil, må du gerne blive, og disse havde ingen børn og der blev 5/4 år. Jeg måtte om morgenen, om vinteren ud på en mergelgrav og slå hul for at få vand og vanske mig i, og engang jeg havde meget ondt i vristen, jeg tænker træskoen havde irriteret den, sagde de det bare var frost, og det har vi alle, men så var der en gammel kone der sagde, nej, det er en byld. Så fik jeg lov at blive hjemme fra skole nogle dage til den var kommen sig. De var meget indre missionske. Om søndagen var vi altid i kirke, så hjem og spise, og så skulle jeg i søndagsskole. Godt en 1½ times vej derfra i Hyllested præstegård. Så skulle vi skynde os hjem, så kunne det jo være, legede lidt på vejen, og så vankede der når jeg kom hjem, for det var synd at lege. Jeg skulle skynde mig hjem og læse i bibelen. Når jeg var i skole måtte jeg heller ikke lege. Jeg skulle have hækletøj med. En skolekammerat lokkede mig til at bore det ned i skolelærerens Halmstak. Så blev der af mine sparepenge købt nyt garn og hæklenål. Også det gemte vi. Så blev jeg fri. Om de har været klar over det, ved jeg ikke. Jeg havde ved en eller anden lejlighed fået en bold foræret. Jeg fik i al den tid jeg var der 2 gange lov at lege med den 1 time. Jeg tænker vi har haft besøg. Om de søgnedage skulle jeg enten stoppe strømper eller strikke, og jeg var da kun en 10-11 år. Men så da mor havde fået brev fra en af naboerne, hvordan jeg havde det, skrev mor at hun gerne ville have mig hjem. Om sommeren det sidste år, havde jeg vogtet køer hver anden dag for 10 kroner for hele sommeren, og hvis de vidste, mor ville give mig et par sko for dem, måtte jeg få dem med hjem, hvortil jeg svarede. Alt hvad mor kan tjene bruger hun til mad og tøj til os. Dem jeg havde været hos var nemlig meget mistroiske og billetten til København måtte jeg selv betale af mine sparepenge. Jeg kom nu til at gå i skole på Godthåbsvej. Mor havde fået lejlighed i D-klassens boliger. Den kostede 6 kroner og 66 øre, og så havde vi endda en lille have med et lysthus, og resten havde mor lidt blomster i. Mor havde nu fået drengene hjem. Jo, sommetider var de jo arbejdsløse, men vi delte altid hvad vi havde, og om aftenen når det var godt vejr og sommer, sad mine brødre altid ud i haven og det var en hel svir for mig. Helst sang jeg med, men jeg havde ingen sangstemme, men når mine brødre sang for, sang jeg altid med. Så sommetider på et aftalt tegn, holdt de op og så sang jeg på min egen melodi og når jeg sang alene havde jeg kun en tone i livet og den var falsk, og jeg elskede at synge. Undtagen i skolen. Sommetider fik de andre børn læreren til at jeg skulle synge solo, og så sad hele klassen og vred sig af grin, og jeg tudede, men sådan kan det vel gå også andre steder. Nå, så blev jeg konfirmeret. Lang sort kjole i den nu nedrevne kirke i de Clasenske boliger, og det var en skøn dag. Mor havde købt en flæskesteg, og så fik vi vist rødgrød eller lignende. Mine brødre var hjemme, og min søster og børnene var der og det står for mig som noget strålende skønt. Jeg fik 32 kort, men hvad jeg fik af gaver kan jeg ikke huske. Min søsters mand var ved sporvognen, så han har nok ikke kunnet få fri, men det manglede jeg ikke, for han ville gerne regere med os alle sammen. Så kom jeg ud og tjene, og det var ikke som nutildags. Jeg tjente hos en Frk. Stockflet, Vendersgade 16, og der havde jeg det godt. Hun var lottericolectrise og hun prøvede på at opdrage mig lidt. Jeg skulle hver dag om formiddagen læse avisen og ellers måtte jeg læse i de bøger hun havde, og jeg skulle spise ved bordet sammen med hende når der ikke var fremmede, og efter maden skulle jeg ryge en cerut. Det var fra Holland og jeg ville lige så gerne være fri, nej værsegod, der havde jeg det vel nok godt. Men jeg skulle gå hjem om aftenen, for da var hun en del ude og moder syntes der gik for meget til skotøj. Vi boede jo stadigvæk i Claserne, som de i daglig tale kaldtes og pladsen var i Vendersgade og jeg måtte gå begge veje. Sporvognen var jo kun i sin vorden og jeg fik kun 7 kroner om måneden. Min ældste bror var dog også kommet til sporvognen, først som udrider og senere som vognstyrer og nu hjalp han moder. Han havde 62 kroner om måneden og deraf fik moder 40 kroner til kost og de 23 kroner betalte han så moder fik en lejlighed på Helgesvej. Min anden broder Edward var blevet gift og boede nu i Claserne og havde en rulle. Senere flyttede mor ud på Nørrebro. Han var kommet til H. Hagerup Bogforlag som bud og det fik han 12 kroner for om ugen, og der var efterhånden 7 børn, men Hagerup kunne godt lide min broder og da han overtog en del efter en bror i Odense, satte han Edward i gang med fotografering. Han rejste i både Sverige, Norge og hele Danmark. Under den første krig var han den eneste der havde kort og måtte fotografere på alle de militære områder. Men det blev han jo også for gammel til, men flere af børnene havde egen villa her i byen. Han boede til sidst hos en datter på Agnetevej, som er gift med en mand der har sit eget røgeri på Sundholmsvej og 2 biler og de bor i egen villa med 2 lejligheder. Der har min broder boet lige til nu. I går døde han 78 år gammel. Og min ældste bror var altså ved sporvognen. Han var så ejegod. Han hjalp både mor og sine søskende hvad han kunne. Han gav engang Edward det eneste sæt tøj han havde. Jeg har jo min uniform sagde han. Han blev knust af sporvognen juleaften 1902 ude i Sundby. Vognen de havde kørt med skulle i garagen og han skulle have en anden vogn. Den mand der havde repareret den, kørte ind i ryggen på min broder. 7 ribben var brækket og 3 på 2 steder. Dog lå han 2 timer inden de kunne få en ambulance. Den eneste de havde var på kommunehospitalet, og den ene ulykke skete efter den anden. Det var julestormen i 1902. han fik en indsprøjtning da han kom på hospitalet for at dulme smerterne, og så var han død. Hans hustru sad enke i 23 år med 2 børn. Hun giftede sig da med en fætter og rejste til Amerika, men mere ved jeg ikke. Så er der min yngste broder. Han sejlede i flere år og til sidst ophold i Amerika. Kom sommetider hjem til Mor og stak så af igen. Efter mors død ved jeg ikke noget om ham. Det var mine søskende, undtagen Lotte den ældste, men nu synes jeg mor skal have et par ord.

Vi havde en ejegod mor. Hun ofrede alt hvad hun kunne på os, og der har jeg mange skønner minder, både fra min barndom i Sabbathvile og sidst i de Clasenske boliger hvor jeg blev konfirmeret. Jeg havde en meget dårlig plads hos en vingrosserer Schjulst. De boede på gl. Kongevej. Jeg fik ikke det halve af det jeg kunne spise, og når jeg på fridage kom hjem, gik jeg ikke ind og sagde goddag, men ud og så hvad der var af mad. Det var lige meget hvor gammelt det var. Det kunne sagtens glide ned. En dag havde fruen glemt at lukke, ja, låse spisekammerdøren, og så gik jeg derind og humplede 2 tykke skiver rugbrød af, men det kunne jo ses, og siden den dag truede hun med at melde mig til politiet, og moder vidste ikke hvad hun skulle gøre, men til sidst blev det hende dog for meget. Jeg skulle have 7 kroner om måneden, men så var jeg falden ned af en stol og hun sagde, det havde kostet 5 kroner at reparere den. Så sagde mor til snedkeren , at hun syntes han måtte skamme sig, når han vidste jeg skulle betale det, men han havde slet ikke taget noget for den, fordi han syntes det var synd for mig. Og det var hver måned der var noget. Engang var en gammel gryde gået itu. Så købte hun sig en kobberkedel til 5 kroner, så der var kun 2 kroner til mig. Og jeg måtte sidde ude på trappen og stoppe strømper for dem. Jeg havde ingen lys på mit værelse, og jeg fik lussinger for et godt ord. Bare jeg ville sige at jeg var sulten, så havde jeg været næsvis, sagde de, og så fik jeg ikke mere mad den dag. Så gik moder til politiet og spurgte hvordan vi skulle bære os ad, også fordi hun sagde jeg havde stjålet det rugbrød. Lad de hende bare komme dig bare op. For hende skal vi nok ordne. Jeg havde nu været der i 5 måneder og var den første pige som folkene i huset kunne huske havde været der over en måned. De fleste løb derfra efter 14 dages forløb, og kort efter at jeg var rejst, blev det hende forbudt at holde pige. Så tog hun en ung pige i huset, som skulle lære husholdning. Jeg havde nemlig skaffet hende en vaskekone som vi kendte, og hun sagde til min mor, det var vel nok godt at jeg var kommet derfra, og kort tid derefter blev loven ændret. De havde ikke mere lov til at behandle tjenestefolk sådant. Jeg fik senere plads hos en smed Thostruo i Valby, og der havde jeg det vel nok godt. Jeg havde meget at bestille, men det gik med venlighed, men så var det min ældste bror døde og så sagde mor at jeg skulle lære at sy. Det havde hun lovet ham, og så lærte jeg en at kend, og blev gift. Jeg var da næsten 23, med det var tids nok. Min mand kunne ikke gå forbi en køn pige på gaden uden at skubbe til hende. Først gik han på sjov med sin søsters veninder, så rejste han til Tyskland. Jeg var på vej og skulle have et barn. Var 3 måneder på vej, da han rejste. Han skrev hjem at han længtes efter mig og gerne ville hjem igen. Han måtte sende mig 10 kroner den dag jeg fik en lille pige, den 12 november. Jeg havde selv klaret mig hele sommeren. Jeg vaskede op i Tivoli. Han kom så hjem igen 8 dage før jul, og jeg holdt jo stadig af ham. Han havde fået arbejde på Helsingør Skibsværft, men kunne ikke holde den tvang ud, og rejste herind til København, og inden han kom herind, havde han fået sig en kæreste der kunne forsørge ham. Hun var på Tuborg. Hun fik 3 børn med ham, så var jeg imens, inden jeg var klar over det, på vej med den næste, så da han flyttede hjemmefra igen, ville jeg ikke mere. Men jeg var 3 måneder på vej med no. 2, men nu tog jeg separation. Så skulle jeg heller ikke få noget, hverken til mig eller børnene. Dog børnene tog jeg hjælpen til gennem kommunen, og der lærte jeg forhenværende Minister Steincke at kende. Han har til sidst skaffet mig en Aldersrentebolig, efter at jeg havde søgt den i 10 år. Mine børn er gift. Den ældste med en ejendomsmægler i Jylland/en der har haft 25 års jubilæum på Gl. Kongevej/ og en der er elektriker. Men de sidste år har jeg været sløj. Jeg har siden jeg var 40 år haft invaliderente på grund af rygmarvsbetændelse og det er ved at gå til hovedet. Og hjertet er heller ikke helt godt. Så besvimer jeg i sporvognen, og så i kirken, så jeg må køres hjem i ambulancen, og dog ville jeg være glad ved at få at vide hvem der kunne sige os, hvem der var min bedstemoders stiftmoder, der var en præst ved Vigerslev kirke, som nu er bleven præst på Als eller i Sønderjylland.

Petrine Hansigne Lovise Olmütz Christiansen…

…blev – som det fremgår af foranstående beskrivelse – skilt fra sin første mand. Senere giftede hun sig igen med handelsagent Heinrich Joachim Christian Christiansen. Med ham fik hun tvillingerne Iris og Marie. Mand nr. 2 var kun Lovise´s forsørger i ganske få år, idet han på en af sine handelsrejser havde pådraget sig sygdommen Malaria. Efter 1½ års hospitalsindlæggelse døde han af denne sygdom, da tvillingerne var ca. 5 år. Lovise var nu alene med 4 børn: Kamma, Ruth, Iris og Marie. Den ældste datter Kamma var af ukendte årsager usædvanlig nervøst anlagt. På et eller andet tidspunkt i løbet af barndommen kom hun til Kammasminde (Kamma Rahbeck?), hvor hun som 14-årig fik skarlagensfeber, hvilket hun døde af.

De 3 gifte døtre, som Lovise nævner i slutningen af sin beskrivelse, er :

Ruth Olmütz Nielsen, gift med ejendomsmægler Martin Nielsen, Århus.

Iris Olmütz Holsting, gift med bogholder Ernst Holsting, København.

Marie Olmütz Larsen, gift med elektriker Carl Larsen, København.

Lovise har til børn og børnebørn fortalt følgende:

Som ganske ung mødte hun på et tidspunkt en spåkone, som ville spå hende. Lovise var uvillig, for hun troede ikke rigtigt på det der. Modvilligt lod hun sig spå og fik flg. Profeti: Du vil blive mor til 4 børn uden dog at have far til nogen af dem. Du vil få disse børn med to forskellige mænd.

Lovise blev både rasende og pinlig berørt. " Aldrig skal det ske" sagde hun.

Lovise var stærkt religiøs uden at være Indremissionsk. Hun sagde konsekvent "du" til alle, hvilket var ret usædvanligt i Københavnsområdet på den tid. Ingen tvivl om, at hun også sagde du til Steincke…

Et digt, Lovise holdt meget af, er følgende : (Livets farver)

Livet er altid skønt … håbet er lysegrønt

mismod er stedsegrå … og glæden er himmelblå.

Brunt er standhaftighed … flygter dit hjertensfred

vær da tålmodig, stærk … skæbnen er herrens værk.

Gul er den falskes kind … troløs og træsk hans sind

Venskab er violet … sig mig – hvor findes det?

Uskyld er liljenhvid … engel fra fordumstid

Elskov er rosenrød … mangen en uskylds død.

Døden er mørk og sort … kalder for evigt bort

Lukker dit øje til … for livets farvespil.

Lovise havde fået arbejde i De Gamles By. Hun tog sig af de gamle og fik der sin rygskade, som umuliggjorde hårdt arbejde og senere medførte invalidepension (Invaliderente).

Lovise forsøgte på et tidspunkt at ernære sin lille familie ved at sælge hjemmelavet is – men hun var for god af sig, når hun skulle sælge, og det var en dårlig forretning.

Lovise prøvede i en lang tid at skaffe føden ved at sy for folk. 5 maj 1930 fik Lovise tilkendt invaliderente efter kendelse fra Invalideforsikringsrådet, dateret 17. maj 1930.

Erindringsglimt fra Iris´barndom:

Da Iris og Marie Var meget små, boede de i husvildebarakkerne på Amagerfælled. Iris kan huske den lange vandring fra Amagerfælled til hospitalet, hvor hendes far var indlagt i ca. 1½ år inden han døde. Husvildebarakkerne var indrettet med toilet udenfor. Når børnene skulle på toilettet, var det nødvendigt at huske at TRAMPE for at jage rotterne bort.

Da Iris og Marie var ca. 6 år gamle flyttede de med deres morog storesøster ruth til Fensmarksgade 41 st. tv. Den nye bolig var ren luksus i forhold til tidligere bolig. Lejligheden bestod af et værelse med køkken + pulterrum uden vindue. Toilettet var ikke mere udenfor – men INDE.

Køkkenet var stort efter datidens forhold. Langs det store vindue var der en træbænk, og foran den stod et stort firkantet bord. Træbænken var god at ligge på knæ på, når man skulle studere gårdens liv. Storesøster Ruth har sandsynligvis sovet på denne bænk om natten. I forlængelse af bænken var der et skab, derefter et lille bitte vindue ved køkkenbordet. Selv om vinduet var lille, var det stort nok til at klemme sig ind af, hvis man havde glemt nøglen! – Hvis der så stod opvask, var det med at være forsigtig, når man kravlede hen over køkkenbordet !

I forbindelse med køkkenet var der en vask. Derefter endnu et køkkenbord, så et "gas-bord" (bord med 2 gasblus) og til sidst noget ret gammeldags: Et komfur!

Iris og Marie sov på en dobbelt ottoman inde i stuen. Ottomanen kunne slås ud til to senge. Lovise sov på en divan i hjørnet af stuen.

Iris erindrer sit hjem i Fensmarksgade som et godt barndomshjem. Familien (Lovise, Ruth, Iris og Marie) var fattige, men alle blev mætte hver dag. Man spiste øllebrød og rugbrød med mælk. Børnene fik varm mad på skolen (f.eks. risvælling).

Når det var juleaften fik Lovise og hendes børn god mad. Lovise´s bror havde inviteret Lovise og hendes børn. Iris husker det store, flotte juletræ, der gik helt op til loftet. Iris og Marie var da ca. 10 år. Mens de dansede om juletræet gik iris og skævede til gaverne under træet. _Var der mon en dukke til hende? … Nej selvfølgelig ikke … Tanken var utænkelig … Men alligevel … Var der ikke en lille chance? Gaverne under træet var til Edwards egne børn. Lovise´s børn fik intet! – og selv om iris havde ønsket en dukke så brændende – så ville bare én --- bare en meget lille opmærksomhed – (bare noget der havde lignet tanken om en gave, ) – have gjort godt. Og efter denne ydmygende oplevelse lovede Lovise både sig selv og sine børn, at de aldrig mere ville tage imod en invitation til juleaften uden for hjemmet.

Iris og Marie gik i skole på Sjællandsgade Skole. Fra 1. – 5. klasse gik de i samme klasse. Efter 5. klasse kom Marie i mellemskolen, for hun var så glad for regning. Iris husker at Marie holdt så meget af regning, at hun gerne sad og løste regneopgaver samtidig med at lovise læste højt for begge piger.

Iris havde ikke noget ønske om at komme i mellemskolen. Hun var egentlig ikke særlig begejstret for at gå i skole og kunne godt finde på at lave lidt narrestreger! – Engang fandt hun på at sætte et par tøjklemmer fast i nederste kant af en lærerindes lange kjole. (Lærerinderne var meget gammeldags og gik altid i lange kjoler, selv om det var lidt umoderne). Dengang gik eleverne altid på 2 rækker efter lærerinden. Den lyd der fremkom, da lærerinden gik ned af skolens trappe med tøjklemmerne hoppende ned ad hvert trin, var ustyrlig morsom. Hele klassen grinede!! Lovise havde for vane at kalde Iris for sin "dreng". Også i hjemmet kunne Iris finde på at lave spilopper. Engang anbragte hun ildrageren i sin mors gulvvase, hvor der stod nogle grene, som skulle springe ud!!! – Det blev Lovise nu temmelig sur over!

Det var børnenes arbejde at gøre rent – og det var for det meste iris, det måtte tage slæbet, for Marie havde mange lektier. Storvasken klarede Iris i køkkenet.

Når iris vaskede storvask, anbragte hun en stor henkogningskedel på de to gasblus. Vask og skyl foregik i køkkenvasken.

Engang skulle Iris´ kammerater ud at svømme. Iris kunne ikke atge med, for der var vask derhjemme, som hun skulle ordne. Iris husker stadig den store fryd, det var at komme hjem og opdage, at hendes mor HAVDE vasket. Lovise havde undtagelsesvis fået tid/overskud til at klare vasketøjet – og iris kom alligevel med kammeraterne ud at svømme!

1 gang ugl. Gik Iris og Marie i KFUK´s yngste afdeling. Hver søndag tog Lovise sine piger med i kirke. Iris syntes, at det var rart at komme i kirke om søndagen. Hun elskede at synge salmer og kunne de fleste af dem udenad. Prædikerne var også behagelige. Iris hørte aldrig efter hvad præsten egentlig sagde, men når han talte, begyndte hun at dagdrømme – og det var rart!

At blive et skolebarn … det var en vigtig begivenhed. Efter 1. dag i skolen gik man ned på gaden og sang drillende til de "små": "ha – ha – nu er vi i skole!"

Efter 1. dag i 2. klasse sang man: "ha – ha – nu går vi i 2. klasse!"

Mens Lovise endnu havde arbejde, var det tilsyneladende problemer med at få iris og Marie beskæftiget efter skoletid. Pigerne blev i hvert fald anbragt på en syskole, hvor de efter endt skolegang tilbragte flere timer hver dag med at sy og strikke. Syskolen lå på Nørre Allé og hørte under Sct. Lucas-stiftelsen. Iris kan huske, at hun og Marie gik derhen langs et stakit, hvor der altid lugtede af brændt kaffe.

I syskolen sad pigerne på lange bænke og strikkede. Engang var én af pigerne kommet til at slippe en ordentlig Prut, som lugtede afskyeligt. Én af Sct. Lucassøstrene udvalgte et barn, som blev sendt rundt for at lugte til alle, for at finde ud af Hvem der havde slået den prut. Synderen blev udvalgt – og blev sendt uden for døren.

Når Iris og Marie kom hjem fra syskolen havde Lovise stadig ikke fået fri. Alligevel er der ingen erindringer om, at pigerne nogensinde lavede mad.

Iris kan ikke huske særligt meget om lege i barndommen. Hun mener dog, at der Må have været tid til at lege, for der er klare erindringer om et nærliggende stenhuggeri, hvor børnene købte hinkesten og marmorkugler til "Terra". Stenhuggeriet lå i Griffenfeldtsgade.

- Ingen evt. tid til at lege har der dog været endnu et fast ritual i dagligdagen. Iris og Marie brugte dagligt et par timer på at stoppe deres sorte, hjemmestrikkede strømper. I Iris erindring blev tiden brugt til at Stoppe strømper. Men iris finder det sandsynligt, at en del af tiden også er gået med at Strikke disse sorte strømper, som pigerne skulle gå med.

Lovise læste altid højt for pigerne, mens de stoppede strømper. Engang læste hun til lang ud på natten, -for historien var så spændende!!

Selv strikkede Lovise mange flotte lyseduge til kirkens basarer.

Kosten:

Iris kan ikke huske, at Lovise lavede retter, som indeholdt sovs og kartofler. Men det må have fundet sted ved festlige lejligheder, for hestehakkebøf huskes som en særlig lækkerbisken!

Sødsuppe med rosiner var det værste, Iris kunne få. Kålrabi (tilberedt af roer til køerne) var det allerværste, og det lavede Lovise af og til. Det bedste, Iris vidste, var øllebrød med Store klumper i. Risvællingen var næsten ikke til at spise, men når Iris fik det som skolemad på skolen, byttede hun med en veninde, som elskede denne ret. Omvendt fik Iris venindens mad, når det drejede sig om øllebrød med klumper i!

Mælk + brød samt øllebrød huskes som de mest almindelige retter Lovise gav sine piger.

Hos bagere kunne man til en meget billig penge købe gammelt brød. Iris og Marie fik hver 5 øre til slik. Det var deres muligheder for "lommepenge".

En "skarnsstreg", som de sammen udførte, er flg:

Lovise havde en sparebøsse, hvori hun lagde penge til "sultne negerbørn". Pigerne fandt ud af, at det var muligt at "lirke lidt" ved denne bøsse. De blev fristet, og lirkede nogle mønter ud. Mønterne blev brugt til gammelt wienerbrød hos bageren. De inviterede skolekammerater med hjem og bød på gammelt wienerbrød og kakao rørt op med mælk.

Da dette havde stået på en del gange, var bøssen slidt der, hvor den blev "lirket op". – Lovise fandt ud af, hvad der var foregået. Lovise græd. Hendes børn havde "hugget" fra de fattige negerbørn…

Juleaften kunne de fattige hente en julekurv hos velgørende institutioner. Iris husker endnu sne og kulde i forbindelse med den velgørende julekurv, som indeholdt ¼ kg kaffe, 1 stor Richs, ris og alt muligt godt. Desværre fandt flere ud af at gå flere steder hen for at hente "julekurve" og dette medførte Kontrol med dem, som fik kurve.

Natten mellem den 24. og 25. november 1925 kom der bud om, at Lovise´s mor var død.

Lovise gik straks i gang med at sy sorte kjoler til børnene og sig selv. Om natten blev Iris syg. Næste dag – på sin 10 års fødselsdag – var iris meget sløj. Lovise tog hende med hen i sin rulle-foretning, go der lå Iris hele dagen og kastede op. Til sidst blev der sendt bud efter en læge, og det viste sig, at Iris havde skarlagensfeber. Hun blev indlagt på hospitalet, og lå isoleret i 6 uger. Besøg var forbudt, men iris må have været indlagt i stueetagen, for hun kan huske, at familien stod udenfor vinduet og vinkede ind.

Da iris og Marie var ca. 11 år blev Lovise syg og skulle opereres. Marie kom i pleje hos en købmandsfamilie ude på landet (Halager Mark).

Iris kom i pleje på landet i Sandved hos et postbud. –En søn til nogle venner af den familie, hvor Lovise var i pleje, da hun var barn. – Postbudet og hans kone havde et lille barn, der skulle vugges i søvn, så iris måtte stå i timevis i et koldt soveværelse og vugge barnet, der var ret uvillig til at sove.

Iris skolegang kom til at foregå i en landsbyskole, for en kort periode. På et tidspunkt blev Iris "lånt ud" til postbudets forældre. Konen på dette sted forlangte, at iris skulle pudse kakkelovn og ligge ned på knæ og skure gulv. Hun skældte meget ud og var meget skrap. Iris havde det lidt svært ved at se det rimelige i, at hun skulle arbejde så hårdt for disse fremmede mennesker.

Da Iris og Marie var ca. 12 år, blev Lovise igen indlagt på hospitalet. Denne gang boede Iris hos den familie som året før havde Marie i pleje. Mand og kone drev en købmandsforretning i Halager Mark. Iris havde det godt hos plejefamilien, og landsbyskolen Halager Mark Skole var hyggelig – der gik 3 klassetrin i samme klasse. Men det blev et problem for iris, at Marie havde været i samme skole året før. Marie blev husket som den pige, der var så fantastisk dygtig til at regne. Iris blev ustandseligt sammenlignet med sin dygtige søster.

Indtil da havde Iris altid følt, at hun var god nok – selv om hun ikke lige elskede regning lige så højt som sin søster. Hjemme havde hun også altid følt sig god nok. Lovise beundrede iris og var stolt af, at Iris var så "frisk" og faktisk mindede lidt om en dreng.

Men nu blev Iris pludselig sammenlignet med sin søster, og hun følte sig pludselig betegnet som lidt af en "umulius", fordi hun ikke var lige så skrap til regning som søsteren.

Som Iris udtrykker det som 72-årig: "Jeg har jo aldrig været UMULIG til at regne. Jeg har siden hen klaret mig godt i kontorfaget – men jeg skulle altså "åles" som barn".

Marie var ved denne hospitalsindlæggelse af Lovise, i pleje hos en voksen fætter i København. Herved kunne Marie passe sin mellemskole uden afbrydelser.

Da Iris skulle ud af skolen efter 7. klasse, sagde hendes lærerinde til hende, at hun havde hjertet og hænderne på det rette sted – men en "pjattegås" – det var hun!

Iris kan huske, at hun besøgte sin lærerinde i Ravnsborggade (alene) og hun blev beværtet med sodavand og kage (et fornemt traktement!) – Det er muligt, at dette besøg har fundet sted i forbindelse med en udtalelse til brug for en ansøgning om plads som ung pige i huset.

Iris fik efter endt skolegang plads som ung pige i huset hos en sagfører. Arbejdstiden var kl 8-14. Løn: 20 kr. om måneden. Arbejdet bestod i at gøre rent og gå tur med familiens lille dreng på 3 år hver dag i Frederiksberg Have.

Samme år blev Iris og Marie konfirmeret. Konfirmationstøjet fik de fra Prop-foreningen – en forening, som hjalp fattige mennesker. Af ukendte årsager fik pigerne midlertidig ikke sko fra Prop-foreningen. Iris var derfor meget stolt over, at hun ved at arbejde i sin nye plads kunne tjene til køb af konfirmationssko Både til Marie og til sig selv.

Natten før konfirmationen sov iris og Marie i kælderen. Dagen forinden havde Ruth vandonduleret Iris hår, så det var fint bølget på konfirmationsdagen. Marie havde naturlige krøller.

Storesøster Ruth var på dette tidspunkt i lære på en systue. Det er muligt, at Ruth har hjulpet til med at klare udgifterne til konfirmationsfesten.

Inden festen var der blevet lavet god mad til en frokost efter den kirkelige handling.

Blandt gæsterne var Maries gudmor Marie, oversygeplejerske på Frederiksberg Hospital, og Iris gudmor Olga, der var lærerinde. Marie og iris fine fætre og kusiner var også med. Fætrene og kusinerne var med i kirken, og kusinerne gav smykker som gaver.

Iris kan huske at hun var dybt imponeret over de fine fætres besøg. (En af fætrene fløj senere under Lillebæltsbroen). Iris ville ikke lade sig mærke med, hvor glad og imponeret han var over, at den flotte fætter kastede glans over konfirmationsfesten med sin tilstedeværelse, men glad, det var hun!

Iris var 2 år i huset hos sagførerfamilien. (Fra hun var 13-15 år) Hun var meget glad for sin plads og havde det godt. Den eneste ulempe, hun kan huske, var at den 3-årige dreng altid plagede om slik, når de passerede en slikbutik på vej til Frederiksberg have, - og slik havde iris ikke råd til at købe til ham. Engang kom Iris af vanvare for tidligt hjem efter spadsereturen med drengen. Til sin overraskelse fik hun så tidligt fri –nu, da de VAR kommet hjem. Men da Iris ved en senere lejlighed prøvede at lægge op til en lignende situation, blev "fruen" sur og sendte hende af sted igen på en ny spadseretur til kl. 14!

Da sagførerfamilien skulle på sommerferie, fik Iris flg. Besked: Du må tage med på sommerferie, og så får du din løn. –Men hvis du ikke vil med på sommerferie, så får du heller ingen løn! Iris tog med familien på ferie i Tisvilde, og det var en dejlig oplevelse! Iris kan ikke huske, at hun lavede særligt meget. Det var bare alle tiders ferie, hvor de lå ved stranden det meste af tiden!

Om søndagen fik sagførerens børn lommepenge : 25 øre. Iris fik også lommepenge – det samme som hans egne børn. – 25 øre i søndagspenge… en svimlende formue i forhold til de 5 øre i søndagspenge, som iris havde været vant til hjemmefra.

Postbudet i sandved, der havde Iris i pleje som 11-årig, havde som tidligere fortalt nogle forældre, der "lånte" Iris til rengøring. Postbudets far kom på et tidspunkt til København i anledning af et religiøst møde i kirken. Han bemærkede til sin store forundring, at Lovise var en vel agtet kvinde i kirken.

På sin mors vegne blev Iris dybt såret over denne bemærkning, som postbudet uddybede med noget i retning af, at ""Lovise ikke var så slem, som vi havde troet".

Hvilke tanker gjorde de sig derude på landet om Lovise inde i København? Troede de, at en fraskilt kvinde var lig med en "falden" kvinde? Eller troede de bare dårligt om Lovise fordi hun var en "københavner"?

Ruth, som jo var 7 år ældre end tvillingerne, havde i sin fritid fået interesse for Folke Jakobsens Havebrugsprojekt for unge mennesker. Stedet blev kaldt "Ellekilde" eller "De unges kolonihaver". Om sommeren dyrkede de unge jorden og opførte små huse på 2x2 meter. Man fik undervisning i "havebrug som centralfag" om sommeren. Ellekilde lå i Lyngby ved Steengårdsallé.

Om vinteren fik de unge undervisning i "sløjd som centralfag", og undervisningen kostede nogle få kroner.

De unge hyggede sig meget i skolehaverne. De drak kaffe rundt omkring hos hinanden i de små huse, man sludrede, lo og sang. Når der skulle være fest, legede man f.eks. "To mand frem for en enke" om eftermiddagen. På festaftenen var der orkester til dans.

En af lærerne i havebruget hed Martin. Ham blev Ruth forelsket i og de blev siden hen gift.

Lovise kom også med på Ellekilde og deltog i kaffe, sang og latter. Hun blev snart hele Ellekildes "bedstemor".

Iris og Marie skulle naturligvis også være med i Ellekildes glæder. Da de var 14-15 år vakte de stor opstandelse i skolehave – kolonien: De mødte op i knæbukser og sportsstrømper – og drengeklippede…!!! Lovise syntes det var helt fint. Hun var altid glad og tilfreds med alle sine piger, og hun syntes altid, at det, hendes piger gjorde, var det rigtige!

Da Iris blev drengeklippet, syntes Lovise , at det var "friskt" (Iris var jo hendes dreng).

Da Lovise blev 50 år, var masser af unge fra Ellekilde med til at fejre den runde fødselsdag hjemme i den lille lejlighed. Lovise fik en krystalskål i fødselsdagsgave af de unge.

Ruth blev gift med Martin – og på et tidspunkt flyttede Lovise til Smedetoften (en lejlighed med 2 værelser og kammer) hvor hun boede med Iris og Marie.

På Ellekilde traf Marie Carl, og de var forlovet i mange år inden de blev gift.

På Ellekilde traf Iris Ernst, som hun senere blev gift med. Men inden da var iris to år i Århus

Ernst, Carl og Svend bygede Sammen et hus. I stedet for hus på 2x2 m. til hver, byggede de et stort hus på 4x4 meter. Gulvene var lavet på forhånd. Taget blev anderledes end øvrige konstruktioner.

Martin blev gift med Ruth. Martin var lære – og han syntes ikke, at det var rimeligt, at den velbegavede Iris skulle gå rundt som "ung pige i huset" – uden nogen uddannelse.

Martin opfordrede Iris til at komme til Århus, hvor hun kunne få en handelshøjskoleeksamen.

Iris rejste til Århus i 1932. Hun var først i huset hos en vinhandler. Senere boede hun hos Martin og Ruth, hvis første barn Frank blev født 6. august 1933. Iris deltog i familielivet og hjalp med til at passe Frank, for Ruth havde samtidig sygdom at slås med.

Studierne ved handelshøjskolen medførte megen lektielæsning, og Iris følte sig tit i knibe, for som regel kunne hun først komme i gang med lektielæsningen efter klokken 10 om aftenen. 26/10 1934 fik iris sin handelshøjskoleeksamen.

Fra oktober 1934 til januar 1935 var iris ansat som kontordame hos herreskrædder Thomas Bendixen. Fra januar 1935 til dec. 1936 var hun ansat hos Illum. I tiden dec. 1936 til marts 1939 var iris ansat hos Levinson junior. I 1937 blev hun gift med Ernst, men på sin arbejdsplads "fungerede" hun fortsat som frøken, for dengang blev en ung kvinde ofte afskediget, når hun giftede sig.

Både Marie og Iris giftede sig i 1937. Iris havde ikke lyst til at blive gift i en hvid brudekjole. Hun valgte en enkel, lang, lyseblå kjole, og kom hurtigt til det resultat, at det ville se fjollet ud med hvidt slør til en lyseblå kjole, så Iris ville ikke have slør på til sit bryllup.

Marie blev gift i en lysegrå dragt og i stedet for slør valgte hu at iføre sig i en stør hvid møllehat, der vakte sensation på Kultorvet!!!

Lovise fik fra forskellige sider "at høre for" at ingen af pigerne havde været Hvid Brud. Om disse bemærkninger har gjort hende lidt ondt – eller måske meget ondt. Vides ikke. Men Lovise omtalte disse syrlige bemærkninger for sine piger.

Lovise var det, man i dag kan kalde "en frisk pige". Trods modgang og megen sygdom var hun altid ved godt mod – altid i godt humør!!!

Lovise tog med Martin, Ruth og Iris med på cykeltursferie, hvor overnatningen foregik i telt. (Lovise tog bussen hen til de steder, hvor hendes "børn" skulle overnatte sammen med dem).

Lovise var en overraskende kvinde – uden underdanig respekt for autoriteter… Ud over at sige "du" til alle, Selv at kontakte Steincke, og meget mere, overraskede hun engang sine voksne børn og svigerbørn ved at gå alene på kro. Nu må man huske, at Lovise var dybt religiøs, og selv om hun ikke var præget af Indremissionske fordomme, så var hun præget af tidens kristne moral. Desuden var det i slutningen af fyrrene/begyndelsen af halvtredserne ret usædvanligt, at en dame i 60-70-års alderen gik på kro.

Lovise var imidlertid i dette tilfælde på vej mod landsbyen Lønholt i Nordsjælland. Hun skulle besøge sin datter Iris og svigersønnen Ernst, der havde købt et bondehus i landsbyen og boede der hver sommer i perioden maj - august.

Bussen, som Lovise kørte i fra København, gik i stykker, da den kom til Hørsholm. Der blev ventetid, indtil en ny bus kunne skaffes. Lovise var træt og tørstig. Og hvad var da mere naturligt, end at gå ind på Hørsholm Kro og købe sig en øl?

Inden Lovise fik sin aldersrentebolig boede hun et stykke tid på et værelse (1.sal) hos en politibetjent i Brønshøj. Men hun ville gerne bo i nærheden af sine børn, og hun fik et værelse i Æblehaven i Valby. Senere fik hun et kvistværelse i en ejendom, der lå ret tæt på Iris og Ernst´s 2-værelses lejlighed på Landlystvej i Valby. Når der ind imellem var behov for det, passede hun sine børnebørn og hun var god til at fortælle historier!

Lovise påtog sig det arbejde at dele kirkebladet ud. Engang skulle hun ind med et kirkeblad et sted, hvor en bidsk schæferhund kom farende ud imod hende. Den bed hende i hånden. Men hvor andre måske rædselsslagne ville have forsøgt at løbe deres vej – der gjorde Lovise det, at hun på stedet skældte hunden ud: "Se, hvad du har gjort, - Skammer du dig ikke?" sagde hun til hunden. Hunden skammede sig.

Historiens pointe er, at Lovise blev så ulykkelig, da hun siden erfarede, at hunden var blevet aflivet. Forklaring: Hunden Skulle være vagthund for familien. Efter Lovise´s konfrontation med den, duede den ikke længere som vagthund. Den blev aflivet, og familien fik sig en ny, vagtsom hund.

Lovise blev født i Århus 17.10.1881. I maj måned 1956 rejste hun med flyvemaskine til Århus for at besøge sin datter Ruth og svigersøn Martin. Lovise døde på et hospital i Århus 18.05.1956. Et par dage før sank hun om i Ruths arme – ramt af en hjerneblødning – i Ruths hjem på Nøddevej. Få dage forinden havde hun givet Ruths yngste søn en klækkelig lommeskilling med ordene: Tag dem bare. Jeg får alligevel ikke brug for dem mere…